Transparent
Book tid
Book tid

Rejser med hund eller kat

Hvis du skal have dit kæledyr med til udlandet, det kan være hunden skal med på ferie, du skal igennem Sverige for at komme til Bornholm, eller du vil et smut over grænsen til Tyskland, i alle tilfælde er det meget vigtigt, at være opmærksom på det pågældende lands indførselsregler for kæledyr, samt have dokumenter og vaccinationer i orden.

 

Rejse med dyr

Hvis du skal have dit kæledyr med på ferie, er der nogle rejseregler for dyr, der skal overholdes. Reglerne ændrer sig ofte, og de er forskellige alt efter hvor du rejser hen, hvor mange dyr du rejser med samt rejsens formål. Der er også enkelte hunderacer, der ikke må indføres i bestemte lande.

Det er vigtigt, at du i god tid undersøger, hvilke krav du skal overholde, så du er forberedt til rejsen, og ikke bliver afvist ved grænsen.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside findes der guides for både hund, kat og kaniner/gnavere, som viser, hvilke regler der er i forbindelse med den enkelte rejse. Du finder Fødevarestyrelsens guide for rejser med kæledyr her.

Herunder har vi opstillet de krav, der er til ikke-kommercielle rejser til EU-lande samt regler for ind-og udrejse med hvalpe under 15 uger.
Vi er gerne behjælpelige, men opfordrer til, at du selv sætter sig ind Fødevarestyrelsens anbefalinger, da det i sidste ende er ejers ansvar.
Vi ønsker en god rejse!

 

Rejse med hunde og katte til EU lande kræver:

 

Pas

  • Gyldigt EU-selskabsdyrpas som udstedes ved dyrlægen

Gyldig rabiesvaccination

  • Rabies-vaccinationen kan gives, når hunden/katten er tidligst 12 uger gammel
  • Vaccinationen er gyldig 21 døgn efter første vaccination (dagen for vaccination er dag nul – dagen efter er dag 1 osv.). Først efter 21 døgn er der dannet antistoffer til at beskytte mod smitte. Kæledyret må derfor ikke forlade Danmark før de 21 døgn er gået.
  • Revaccination hvert 3. år

OBS: Revaccination hvert 3. år gælder for den vaccine vi anvender hos Favna Dyrlægehuset Gentofte – Andre vacciner kan have andre forskrifter.

Id-mærkning

  • Mikrochip
  • Anden gyldig id-mærkning foretaget inden 3. juli 2011. Fra den dato er mikrochip den påkrævede id-mærkning for at få udstedt pas. Der er undtagelse for de dyr, der er id-mærket med tatovering, eller har fået udstedt pas inden datoen.

Ormekur

I bestemte lande er det påkrævet at dit kæledyr skal være behandlet med ormekur imod rævens dværgbændelorm, inden indrejse.
Dette er gældende for Irland, Malta, Storbritannien, Nordirland (UK), Finland og Norge.

Ormekuren skal gives af dyrlægen, da behandlingen skal skrives i kæledyrspasset og dyrlægen skal underskrive og stemple.
Ormekuren skal gives af dyrlægen tidligst 120 timer og senest 24 timer før indrejsetidspunktet.

 

Hvis du skal rejse til Sverige

Rejser du ind i Sverige med hund, skal du melde sin ankomst i tolden. Dette kan også gøres via internettet.

 

Ind- og udrejse med hvalpe under 15 uger

I forhold til rabiesvaccinationen skal hvalpen være 12 uger og 21 dage (altså 15 uger) gammel for at måtte rejse. De enkelte lande har mulighed for at lave undtagelser fra den regel. Danmark har valgt at tillade indførsel af hvalpe under 15 uger, så længe at hvalpen er fra et EU-land eller et såkaldt ”listet land” (f.eks. USA, Canada, Australien og New Zealand).

Hvalpen skal desuden være chipmærket, have pas og du skal medbringe en erklæring, der dokumenterer, at hvalpen ikke har været udsat for rabiessmitte.

Nogle lande, som f.eks. Tyskland, Sverige og Storbritannien har ikke denne undtagelse. Her skal hvalpe således have en gyldig rabiesvaccination og være min. 15 uger for at have indrejsetilladelse.