Transparent
Book tid
Book tid

Når din kat eller hund er bange for nytår

Kan både hunde og katte være bange for fyrværkeri?

Ja. Nytårsangst kan ramme alle hunde og katte. Selv dyr, der aldrig før har reageret på fyrværkeri, kan blive bange, hvis de blot én gang får en ubehagelig oplevelse med høje lyde eller lysglimt.

For mange kæledyr er december og især nytårsaften en stressende periode. Fyrværkeri kan virke voldsomt og skabe stor utryghed, og derfor oplever mange ejere, at deres hund bliver bange for nytår, eller at katten gemmer sig mere end normalt.

Hvordan hjælper jeg min hund eller kat gennem nytår?

Du kan gøre meget for at skabe tryghed omkring dit kæledyr:

  • Sørg for et roligt sted, hvor din hund eller kat kan trække sig tilbage.
  • Træk gardinerne for, og rul persiennerne ned for at dæmpe lysglimt.
  • Afspil rolig musik som kan maskere fyrværkeriet.
  • Bevar roen og lad være med at skælde ud eller ynke dyret – vær som du plejer
  • Lad dit kæledyr gemme sig, hvis det selv vælger det. Tving eller lok det ikke frem.

Hvad skal jeg være opmærksom på nytårsaften?

Planlæg dagen, så dit kæledyr er så trygt som muligt.

For hunde:

  • Gå en lang tur tidligt på dagen, hvor hunden får mulighed for at snuse og blive mentalt aktiveret.
  • Luft hunden en sidste gang, inden fyrværkeriet for alvor begynder – gerne før mørket falder på.
  • Hav altid hunden i snor i december. Mange hunde løber væk, fordi de bliver forskrækkede over fyrværkeri.
  • Lad aldrig hunden være alene i haven nytårsaften.

For katte:

  • Hold katten inde hele den 31. december og gerne i morgentimerne den 1. januar.
  • Sørg for, at katten har adgang til et roligt gemmested, hvor den kan føle sig sikker. For mange katte er det under sengen eller i et skab

Må en hund være alene hjemme nytårsaften?

Nej. Du skal ikke lade din hund være alene hjemme nytårsaften. Selv hunde, der normalt er trygge ved at være alene, kan blive forskrækkede af fyrværkeriets høje brag og lysglimt.

Hvad hjælper mod nytårsangst?

For nogle hunde kan beroligende receptpligtig medicin være nødvendigt, mens andre hunde og katte kan have gavn af naturlige kosttilskud med en afslappende effekt. Hvis du er i tvivl om, hvad der passer bedst, er du altid velkommen til at kontakte os for rådgivning.

Kan julemåneden og nytår stresse hunde og katte?

Ja. Hunde og katte trives bedst med faste vaner. Nye elementer i hjemmet som et juletræ, pynt eller mange gæster, kan skabe utryghed og stress. Katte er ofte mere følsomme over for ændringer end hunde, men begge kan blive stressede, når hverdagen ikke ligner sig selv.

Typiske årsager til stress i december:

  • Flere gæster og mere aktivitet i hjemmet.

  • Ændringer i indretningen på grund af julepynt.

  • At du er mere væk hjemmefra end normalt.

  • Øget støj og uro både ude og inde.

Der er mange hunde og katte, der har glæde af beroligende feromoner i hjemmet i december. Det kan, især hos de unge dyr, skabe ekstra tryghed for dit kæledyr.

Hvad gør jeg, hvis min hund eller kat er bange?

Hvis din hund eller kat tidligere har været meget bange for fyrværkeri, eller hvis du forventer, at nytår bliver en udfordring, anbefaler vi, at du kontakter os i god tid – gerne flere uger før nytår.

Vi kan rådgive om feromoner, kosttilskud eller receptpligtig medicin, afhængigt af hvor udtalt angsten er. Med den rette forberedelse kan nytåret blive en mere tryg oplevelse for både dig og dit kæledyr.

Kontakt os på  +45 64 71 33 33


Skrevet af: Christina Sommer, veterinærsygeplejerske, hundeadfærds- og klikkerinstruktør