Rejser med hund og kat
Skal din hund eller kat med på ferie i udlandet, er det vigtigt at være forberedt i god tid. Reglerne for rejser med kæledyr afhænger af, hvilket land du rejser til, og kravene kan ændre sig.
Uanset om din hund skal med på ferie, du skal en tur over grænsen til Tyskland, eller du skal gennem Sverige på vej til Bornholm, skal du sikre dig, at dit kæledyr har de nødvendige vaccinationer, dokumenter og behandlinger.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside findes der guides for både hund, kat og kaniner/gnavere, som viser, hvilke regler der er i forbindelse med den enkelte rejse. Du finder Fødevarestyrelsens guide for rejser med kæledyr her.
Vi hjælper gerne med vaccinationer, pas og de nødvendige behandlinger, men det er i sidste ende dit ansvar som ejer at sikre, at alle krav er opfyldt.
Hvilke krav er der til rejse med hund og kat i EU?
Når du rejser med hund eller kat inden for EU, skal dit kæledyr som udgangspunkt opfylde en række krav. De vigtigste krav handler om pas, rabiesvaccination, ID-mærkning og eventuel ormekur.
Skal min hund eller kat have et pas?
Dit kæledyr skal have et gyldigt EU-selskabsdyrpas, hvis du skal have din hund eller kat med til udlandet.
Passet skal udstedes af dyrlægen og indeholder oplysninger om blandt andet identifikation, vaccinationer og eventuelle behandlinger.
Hvornår skal min hund eller kat rabiesvaccineres?
Ved rejser til udlandet skal hunde og katte have en gyldig rabiesvaccination.
Rabiesvaccination:
- kan gives fra hunden eller katten er 12 uger gammel
- er først gyldig 21 dage efter første vaccination (dagen for vaccination er dag nul)
- re-vaccination hvert 3. år (gældende for den rabies vaccine vi anvender)
Først når vaccinationen er gyldig, må dit kæledyr rejse ud af Danmark.
Book tid til rabiesvaccination her
Hvordan skal min hund eller kat være ID-mærket?
Dit kæledyr skal være ID-mærket for at kunne rejse.
Godkendt ID-mærkning er:
- mikrochip
- tatovering foretaget før 3. juli 2011 (der er undtagelse for de dyr, der er id-mærket med tatovering, eller har fået udstedt pas inden 3. juli 2011)
Skal min hund have ormekur før rejse?
Ja, enkelte lande kræver at hunden behandles mod rævens dværgbændelorm inden indrejse.
Det gælder blandt andet:
- Norge
- Sverige
- Finland
- Irland
- Malta
- Storbritannien og Nordirland
Behandlingen skal gives af dyrlægen og registreres i kæledyrspasset.
Tidspunktet for behandlingen er vigtigt:
-
- tidligst 120 timer før indrejsetidspunkt
- senest 24 timer før indrejsetidspunkt
Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg rejser til Sverige med hund?
Når du rejser til Sverige med hund, skal du registrere hundens ankomst hos svenske toldmyndigheder. Det kan gøres online inden rejsen.
Ved rejser til Sverige skal hunden desuden behandles mod rævens dværgbændelorm inden indrejse.
Hvor gammel skal en hvalp være før den må rejse?
En hvalp skal som udgangspunkt være mindst 15 uger gammel for at kunne rejse til udlandet.
Det skyldes, at:
- rabiesvaccination tidligst gives ved 12 uger
- vaccinationen først er gyldig efter 21 dage
Nogle lande har særlige undtagelser, mens andre lande, blandt andet Tyskland og Sverige, kræver, at hvalpen er mindst 15 uger og har en gyldig rabiesvaccination.
Hvis du rejser med en hvalp, anbefaler vi derfor, at du undersøger reglerne for det konkrete land i god tid.
Skrevet af: veterinærsygeplejerske Tanya Dick
Fagligt gennemgået af: Anne Kirk, dyrlæge og kirurg, cand.med.vet