Transport af kat
Mange katte bliver utrygge, når de skal transporteres til dyrlægen. Dét at de kommer udenfor deres territorie, de nye omgivelser, lyde og lugte kan være stressende, men med den rette forberedelse kan du gøre turen langt mere tryg for både dig og din kat.
Hvor stor skal transportkassen være til en kat?
Transportkassen til kat bør være stor nok til, at katten kan stå oprejst, vende sig om og lægge sig ned. Pas dog på at kassen ikke bliver så stor, at katten føler sig usikker. Mange katte føler sig mere trygge i små, afskærmede rum.
Vi anbefaler en robust transportkasse med aftageligt låg. Det gør det muligt at undersøge katten, mens den bliver i kassen, hvilket ofte giver en roligere oplevelse. Nogle transportkasser har også en skuffe- eller glidebund, som gør det lettere at løfte katten sikkert ud. Vi vil meget gerne undgå at skulle trække katten ud af transportkassen, da det giver unødig stress hos katten.
Tilvæn din kat til transportkassen
Lad transportkassen stå fremme derhjemme som en naturlig del af kattens omgivelser. Læg et tæppe eller lidt legetøj i kassen, og giv gerne godbidder eller vådfoder derinde. På den måde bliver transportkassen et trygt sted frem for noget, der kun kommer frem før et dyrlægebesøg.
Hvordan transporterer jeg min kat sikkert i bilen?
Placer transportkassen stabilt – gerne på gulvet bag forsædet eller fastspændt med sikkerhedsselen. Et let tæppe over kassen kan skærme katten for mange indtryk og skabe mere ro. Sørg samtidig for en behagelig temperatur i bilen og undgå høj musik eller andre kraftige lyde.
Beroligende midler og feromoner til kat
Nogle katte bliver mere rolige, hvis transportkassen sprayes med et tryghedsferomon cirka 20-30 minutter før afgang. For katte med udtalt angst kan det også være en mulighed at supplere med beroligende medicin. Vi rådgiver gerne om, hvilken løsning der passer bedst til netop din kat.
Når du ankommer til dyrehospitalet
Når du ankommer til klinikken, anbefaler vi, at du går direkte ind i vores venteværelse til katte. Her er der roligere omgivelser med færre lyde og mindre aktivitet end i det almindelige venteværelse.
Stil gerne transportkassen på en bænken, da mange katte føler sig mere trygge, når de kommer lidt op i højden.
Lad katten blive i transportkassen under ventetiden. Du må gerne tale roligt til den gennem lågen, men undgå at åbne kassen, da det ofte øger kattens stressniveau.
Hvis det er muligt, tilbyder vi, at du og din kat venter direkte i en kattekonsultation. Det betyder, at katten kan blive i det samme rum fra ankomst til undersøgelse, så den skal flyttes mindst muligt rundt på klinikken.
Min kat er meget bange for at komme til dyrlægen – hvad kan jeg gøre?
Hvis din kat bliver meget stresset eller angst under transport, kan vi ofte hjælpe. Nogle katte har glæde af tryghedsferomoner, mens andre har behov for beroligende medicin inden besøget. Kontakt os gerne inden din tid, så finder vi den løsning, der giver din kat den bedste oplevelse.
På videoen fra vores Facebookside, kan du se, hvordan vores dyrehospital er indrettet med fokus på kattevenlige omgivelser.
Vi arbejder målrettet på at minimere stress og skabe trygge rammer for katten.
Skrevet af: Tanya Dick, aut. veterinærsygeplejerske