Book tid
Book tid

Hjertelungeorm

Årsag

Fransk hjerteorm; Angiostrongylus Vasorum og rævens lungeorm; Crenosoma Vulpis, deler ofte fællesbetegnelsen hjertelungeorm. Dette er en forenklet betegnelse, da den franske hjerteorm kan være livsfarlig for smittede hunde, mens rævens lungeorm yderst sjældent giver alvorlige sygdom. 

Smitte sker gennem indtagelse af snegle eller snegleslim (og sommetider padder). Den mikroskopiske orm lever og formerer i højre hjertekammer, hvorfra æg vandrer via blodkar over i lungerne. Larverne kommer ud via hundens afføring og optages af snegle. I sneglene udvikler larverne sig til at blive smitsomme og inficerer nye hunde, som kommer i kontakt med sneglene.

Smitterisikoen er størst i løbet af foråret, hvor sneglene er mest aktive. Der kan dog gå op til 60 dage, før hunden begynder at udvise symptomer – Derfor er det vigtigt at du også er opmærksom på din hund i efteråret.

Symptomer

Symptomerne opstår når larverne vandrer igennem kroppen og ud til lungerne, hvor de hostes op. Denne vandring kan skabe store skader i hundens krop. De voksne orm sidder i blodårerne mellem hjertet og lungerne, og kan derfor give symptomer på hjertesvigt. 

Symptomerne på hjertelungeorm kan være besværlige at opdage, fordi symptomerne kan variere i både styrke og varighed, og de nemt kan forveksles med andre sygdomme (f.eks lungebetændelse). I perioder kan symptomerne aftage, og nogle hunde udviser næsten ingen symptomer. Derfor kan det tage tid at opdage at hunden er smittet. Der er dog en række typiske symptomer, som kan være gode at holde øje med;

Hvis din hund ikke opfører sig som normalt; hunden hoster, virker træt eller stakåndet, eller ikke kan holde til samme mængde motion som normalt. Ved alvorlige tilfælde af hjertelungeorm kan kan blodets evne til at koagulere eller størkne blive nedsat. Dette ses typisk ved, at selv de mindste blødninger ved små sår og skader, ikke stopper naturligt. Man kan, i nogle tilfælde, også opleve forstyrrelser i nervesystemet; som ændret adfærd eller nedsat balance. Forstyrrelserne opstår fordi der sker blødning i det centrale nervesystem, som eksempelvis hjerne eller rygrad.

Hvis din hund har nogle af ovenstående symptomer, bør du hurtigst muligt kontakte dyrlægen med henblik på at få hunden undersøgt.

Symptomer oversigt

  • Hoste – temmelig hårdnakket, vejrtrækningsbesvær, træthed
  • Vægttab, manglende appetit, diarré og opkastninger
  • Blødningsforstyrrelser (overdreven blødning fra selv mindre sår), røde pletter på slimhinderne, blodmangel (bleghed omkring øjne og gummer)
  • Symptomer fra nervesystemet; nedstemthed, pludselige ændringer i adfærd eller balanceevne.

Diagnose

Diagnosen stilles normalt ud fra afføringsprøver, der undersøges for ormelarver ved hjælp af et mikroskop. Fordi udskillelsen af ormelarver kan variere ret meget fra dag til dag, undersøges afføringsprøver fra tre, på hinanden følgende dage. En hurtigtest på en blodprøve kan også give et fingerpeg. Der kan også være behov for røntgen med henblik på eventuelle skader i lungerne. Der kan også være behov for hjertescanning. Hvis diagnosen stilles i tide, er behandlingen af hjertelungeorm nem at udføre. Det afhænger af, hvor store skader der er sket på hundens hjerte og lunger. Nøglen til en vellykket behandling er at gribe ind hurtigt.

Behandling

Der gives en passende ormekur, som udskrives af dyrlægen. Der tages et røntgenbillede, for at vurdere eventuelle skader på lungerne.

Efter endt behandling tages igen afføringsprøve eller blodprøve, for at se om hunden er fri for hjertelungeorm, og der tages evt. kontrolrøntgen af hundens lunger. Det er vigtigt at holde hunden i ro i 4-6 uger efter, afhængig af sygdomsgraden. Dette gælder også, selvom hunden er klinisk frisk og er stoppet med at hoste.

Sådan reducerer du risikoen for hjertelungeorm

  • Saml ALTID hundens afføring op. Det er afgørende for at stoppe smitten
  • Saml hundens legetøj, tyggeben mv. op fra haven, så det ikke ligger ude natten over
  • Hav ikke vand/madskåle stående ude om natten og husk at rengøre dem ofte
  • Få lavet en afføringsprøve 1-2 gange årligt, for at fange evt. smitte tidligt