Rejse med hund eller kat
Skal du have din hund med på ferie (eller et andet kæledyr for den sags skyld), skal du være opmærksom på, at der er nogle rejseregler, vaccination og dokumenter der skal overholdes.
Det gælder også selvom du blot skal et smut over grænsen til Tyskland, eller du skal til Bornholm via Sverige.
Rejser du med dyr – vær i god tid
For at undgå at blive afvist ved grænsen, skal du være ude i god tid. En rabiesvaccination er for eksempel ikke gyldig før mindst 21 døgn efter indgivelse.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside finder du en guide for rejser med hund, kat og kaniner og andre kæledyr. Du finder Fødevarestyrelsens guide for rejser med kæledyr her.
Herunder har vi opstillet de krav, der er til ikke-kommercielle rejser til EU-lande samt regler for ind-og udrejse med hvalpe under 15 uger.
Rejse med hunde og katte til EU lande kræver:
Kæledyrspas
- Gyldigt EU-selskabsdyrpas som udstedes ved dyrlægen
Gyldig rabiesvaccination
- Rabies-vaccinationen kan tidligst gives, når hunden eller katten er 12 uger gammel
- Rabiesvaccinationen er gyldig 21 døgn efter første vaccination (dagen for vaccination tæller som dag nul). Det er først efter 21 døgn, at der er dannet antistoffer til at beskytte mod smitte. Du må altså ikke rejse ud af Danmark med dit kæledyr, før de 21 døgn er gået.
- Rabiesvaccination holder i tre år, hvorefter dyret skal revaccineres
OBS: Revaccination hvert 3. år gælder for den vaccine vi anvender hos Favna Dalum Dyreklinik – Andre vacciner kan have andre forskrifter.
ID-mærkning
- Mikrochip
- Anden gyldig id-mærkning foretaget inden 3. juli 2011. Fra 3. juli 2011 er mikrochip den påkrævede id-mærkning for at få udstedt pas.
Der er dog undtagelse for de dyr, der er id-mærket med tatovering, eller har fået udstedt pas inden 3. juli 2011. Se Fødevarestyrrelsens rejsevejledning.
Ormekur
I nogle lande, fx. Norge, Finland, Storbritannien, er det et krav, at din hund og kat skal have en ormekur (imod rævens dværgbændelorm), inden indrejse.
Ormekuren skal gives af dyrlægen, og behandlingen skal skrives i dyrets pas med underskrift og stempel.
Ormekuren skal gives af dyrlægen tidligst 120 timer og senest 24 timer før indrejsetidspunktet.
Hvis du skal rejse til Sverige med hund
Skal du have din hund med til Sverige, skal du melde sin ankomst i tolden. Dette kan du også gøre via internettet.
Ind- og udrejse med hvalpe under 15 uger
Som udgangspunkt må en hvalp først rejse, når den er 15 uger, fordi rabiesvaccinen først er gyldig 21 døgn efter vaccinationen ved 12 uger.
I Danmark er der dog en undtagelse: hvalpe under 15 uger må gerne komme ind fra EU og visse lande som USA, Canada og Australien, så længe de er chipmærkede, har kæledyrspas og en erklæring på, at de ikke har været i kontakt med rabies.
OBS Lande som Tyskland, Sverige og Storbritannien ikke tillader undtagelser. Her gælder kravet om rabiesvaccination og mindst 15 ugers alder altid.
Disclaimer: Det er ejerens ansvar at have dokumentation og vaccinationer i orden ved rejse med kæledyr. Regler kan ændre sig, og vi kan ikke garantere, at oplysninger på denne side altid er fuldt opdateret, så tjek altid officielle kilder som Fødevarestyrelsen inden afrejse.