Bedøvelse og narkose af kæledyr
Ved narkose af hunde og katte er det helt naturligt at føle bekymring. For at gøre processen mere tryg, fortæller vi her, hvad du kan forvente. Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål.
Mit dyr skal bedøves – hvad skal jeg være opmærksom på?
Når din hund eller kat skal bedøves, skal du forberede dyret hjemmefra.
Nedenstående gode råd er med udgangspunkt i, at dit kæledyr bliver indleveret om morgenen på dagen, hvor dyret skal i narkose.
- Hunde og katte skal faste 6 timer inden bedøvelse
- Fjern madskålen inden du går i seng om aftenen, og fjern vandskålen om morgenen
- Hunden skal være luftet, inden du indleverer den hos dyrlægen
- Medbring gerne hundens eget tæppe, og eventuelt et stykke legetøj, med på dyreklinikken
- Hvis muligt så væn din kat til transportkassen inden, den skal til dyrlægen
OBS Hvalpe, killinger og hunde under 2 kg skal kun faste i to timer.
Kan min hund eller kat få noget beroligende for at komme til dyrlægen?
Ja. Hvis din hund eller kat er nervøs for dyrlægebesøget, kan beroligende kosttilskud hjælpe dagene op til narkosen. Hvis ikke vi selv nævner det, så spørg os gerne.
Gode råd til kanin i narkose
-
Kaniner må ikke faste!!
-
Medbring kaninens sædvanlige foder og hø for at reducere stress
-
Hvis kaninen har en makker, tag den med. Det hjælper med at mindske uro, når den opererede kanin kommer hjem
-
Medbring gerne kaninens tæppe, hule eller andet, der giver tryghed
Hvorfor anbefaler dyrlægen en blodprøve før bedøvelse?
Ofte anbefaler dyrlægen en blodprøve for at udelukke underliggende sygdomme som fx nyre- eller hjertelidelser. Resultaterne afgør, om narkosen kan gennemføres eller må udsættes.
Hvordan foregår narkosen?
-
Dyret får smertestillende og præ-anæstesi, som gør opvågning mere behagelig og reducerer mængden af narkosemiddel
-
I de fleste tilfælde trækker dyret vejret selv – Ved længere eller komplekse operationer kan respirator bruges
-
En autoriseret veterinærsygeplejerske overvåger dit kæledyr hele tiden. Vi holder blandt andet øje med dyrets blodtryk, hjertefunktion, vejrtrækning, CO2 og iltmætning
-
Under proceduren sikrer vi naturligvis at dyret får tilkoblet ilt, væske, varme og effektiv smertelindring
Hvad sker der efter operationen?
-
Vi tilbyder altid lidt mad, når dit kæledyr er vågen nok til at spise
-
Før vi kan sende dit kæledyr hjem kontrollerer vi, at dyret har normal temperatur, er vågent og kan gå selv
-
Dit kæledyr har brug for ro, varme og ekstra hvile derhjemme
Særligt for katte der har været i narkose
Katte bør blive inde resten af dagen, selvom de virker friske. Reaktionstiden hos katten vil ofte være nedsat, og katten kan have svært ved at bedømme afstande, hvilket øger risikoen for skader og konflikter med andre katte.
Hvis du er nervøs for at dit kæledyr skal i narkose
Skriv dine spørgsmål ned hjemmefra. Det hjælper dig med at huske alt, du ønsker at spørge om, når dit kæledyr skal indleveres til narkose og operation.
Skrevet af: Veterinærsygeplejerske Tanya Dick
Fagligt godkendt af: Christina Osborne, Dyrlæge, Veterinary surgeon BVSc