Medicinske sygdomme hos kæledyr
Hvad er medicinske sygdomme?
Medicinske sygdomme er sygdomme, der ofte kan behandles ved hjælp af medicin og uden kirurgi (operation).
Som kæledyrsejer kender du bedst dit dyr og vil ofte være den første til at opdage, hvis noget ikke er, som det plejer. Tegn på sygdom hos hunde og katte kan dog være svære at opdage, fordi mange dyr forsøger at skjule, at de har smerter eller ubehag. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på små ændringer i dit kæledyrs adfærd, appetit eller vaner.
Hvilke tegn på sygdom skal jeg være opmærksom på hos min hund eller kat?
Symptomer på sygdom kan vise sig på mange forskellige måder.
Typiske tegn kan være:
Min hund eller kat spiser mindre eller taber sig – er det et tegn på sygdom?
Hvis dit kæledyr spiser mindre end normalt, at dyret kun vil spise bløde ting, eller du opdager et uforklarligt vægttab, kan det være tegn på, at noget er galt.
Problemer med urin eller afføring
Tisser dit kæledyr hyppigere, men kun små mængder, eller er det pludselig blevet urenligt, kan det være tegn på sygdom i urinvejene. Løs afføring, diarré eller forstoppelse kan også pege på problemer i fordøjelsessystemet.
Min hund eller kat hoste eller har vejrtrækningsbesvær
Hoste, hurtig vejrtrækning, hoste eller åndenød kan være tegn på sygdom i luftvejene, hjertet eller andre underliggende problemer.
Hos hunde kan symptomerne også skyldes hjerte- og lungeorm, som er en vigtig årsag til at reagere på ændringer i vejrtrækningen.
Hvornår er opkast eller diarré tegn på sygdom?
En enkelt episode med opkast eller diarré behøver ikke altid være alvorlig, men gentagne episoder kan skyldes infektioner, parasitter eller sygdom i mave-tarmkanalen.
Du bør kontakte dyrlægen, hvis dit kæledyr har vedvarende opkast eller diarré, virker påvirket, ikke vil spise eller drikke, eller hvis der er blod i opkast eller afføring.
Hvorfor ændrer min hund eller kat adfærd?
Ændret adfærd er ofte et af de første tegn på, at et kæledyr ikke har det godt. Hvis din hund, kat eller kanin pludselig bliver mere stille, gemmer sig, bliver mere kontaktsøgende eller reagerer anderledes end normalt, kan det være tegn på sygdom eller smerter.
Kontakt derfor dyrlægen, hvis du oplever tydelige ændringer i dit kæledyrs adfærd.
Kan pelsen afsløre, om mit kæledyr er sygt?
Ja. Pelsen og dyrets soignering kan give vigtige tegn på helbredet.
En pels, der bliver mat, fedtet, fælder eller ændrer udseende, eller hvis katten pludselig stopper med at vaske sig, kan være tegn på sygdom eller ubehag.
Det er vigtigt at huske, at de samme symptomer kan skyldes mange forskellige ting. Derfor er det nødvendigt med en undersøgelse for at finde den rigtige årsag.
Hvordan finder dyrlægen frem til en diagnose?
Fordi dyr ikke kan fortælle, hvad de føler, begynder vi altid med en grundig samtale om de ændringer, du har lagt mærke til.
Vi spørger blandt andet ind til:
-
ændringer i appetit eller drikkelyst
-
ændringer i energi eller aktivitetsniveau samt dyrets bevægelse
-
ændringer i adfærd eller humør
-
tidligere sygdomme
- ændringer i miljø eller daglige rutiner
Herefter foretager vi en grundig klinisk undersøgelse og supplerer ofte med diagnostiske tests.
Vi gætter ikke – vi undersøger.
Hvilke undersøgelser kan dyrlægen lave?
Afhængigt af symptomerne kan vi blandt andet anvende:
-
Blod- og urinprøver – viser organfunktion og ubalancer i kroppen
-
Afføringsprøver – kan vise parasitter og infektioner
-
Ultralydsscanning – kan afsløre forandringer i organer eller væskeansamlinger
-
Røntgen – giver indblik i knogler, organer og eventuelle forandringer
-
Hudskrab og biopsier – bruges ved mistanke om hudsygdomme eller knuder
Hvordan behandles medicinske sygdomme hos hund og kat?
Behandlingen afhænger altid af den enkelte sygdom og dit kæledyrs behov.
Mange medicinske sygdomme kan behandles med medicin, ændringer i foder eller anden målrettet behandling. Jo tidligere en sygdom opdages, jo bedre mulighed har vi for at hjælpe dit kæledyr.
Vi laver altid en individuel behandlingsplan og følger op med kontroller for at sikre, at behandlingen virker efter hensigten.
Skal jeg kontakte dyrlægen eller se tiden an?
Har du mistanke om, at dit kæledyr ikke har det, som det plejer, så kontakt os hellere en gang for meget end en gang for lidt. Vi står klar til at hjælpe dig og dit kæledyr tilbage til et godt helbred.
Book tid til undersøgelse af dit kæledyr her
Skrevet af: Veterinærsygeplejerske Tanya Dick
Fagligt gennemgået af: Maria Hyttel, Dyrlæge, Cand.med.vet