Medicinske sygdomme hos kæledyr
Medicinske sygdomme hos kæledyr dækker over en lang række tilstande, som gør dyret sygt, men som ikke nødvendigvis kræver operation. Medicinske sygdomme hos hunde, katte og kaniner kan omfatte lidelser i hjertet, lungerne, fordøjelsessystemet, stofskiftet eller kræft.
De fleste sygdomme hos dyr udvikler sig over tid, og det kan derfor være svært som ejer at opdage dem i tide. Derfor er det vigtigt at kende de typiske symptomer, som kan være tegn på, at dit kæledyr er sygt.
Tegn på medicinske sygdomme hos kæledyr
– Manglende appetit og vægttab
Hvis dit dyr begynder at spise mindre, eller du opdager vægttab, kan det være et tegn på, at dyret er sygt. Hos kaniner ser man også, at kaninen kun vil spise bløde ting som agurk, hvilket ofte viser sig at være mund- og tandproblemer.
Urinvejsproblemer eller problemer med afføring
Hvis din hund eller kat tisser oftere end normalt, men der måske ikke kommer så meget urin, eller hvis din hund eller kat pludselig er urenlig, eller hvis du oplever, at dyret har løs afføring, diarré eller forstoppelse, så kan det skyldes sygdom i urinveje eller fordøjelsessystemet.
Vejrtrækningsproblemer og hoste hos hund og kat
Hoster dit kæledyr, er der hurtig vejrtrækning eller tegn på åndenød, kan din hund eller kat have en lunge- eller hjertesygdom. Samme symptomer ses ved hjerte-lungeorm hos hund.
Opkast eller diarré hos hund og kat
Opkast og diarré, især hvis det sker flere gange, kan være tegn på parasitter eller sygdom i mave-/tarmsystemet.
Ændret adfærd hos kat, hund og kanin
Er dit kæledyr mere roligt end normalt, virker det trist, reagerer det aggressivt eller søger det mere kontakt end normalt, kan det være, fordi det har smerter, eller er sygt.
Pelsproblemer og dårlig soignering
En pels, der bliver fedtet, mat eller begynder at fælde overdrevent meget, kan være et symptom på sygdom hos kæledyr.
Hvordan stiller dyrlægen en diagnose?
Fordi dyrene ikke kan beskrive deres symptomer og fortælle, hvis de har ondt, begynder vi altid med at tale med dig om, hvad du har lagt mærke til hos dit kæledyr.
Det kan være:
- ændringer i adfærd hos din hund eller kat
- ingen eller nedsat appetit
- mindre bevægelighed og lyst til fx gåture og leg
- tidligere sygdomme og eventuelle miljøskift
Herefter foretager vi en grundig klinisk undersøgelse og anbefaler relevante diagnostiske tests, som kan give os præcise oplysninger om dyrets helbredstilstand.
Som vi siger: ”vi gætter ikke – vi undersøger”.
Undersøgelser og diagnostiske test vi ofte foretager:
- Blodprøver og urinprøver – Viser organfunktion og hjælper med at afsløre ubalancer
- Afføringsprøver – Anvendes til at finde parasitter og infektioner i tarmen
- Ultralydsscanning – Viser dyrets organer og kan afsløre væske, svulster eller andre forandringer i dyrets indre
- Røntgen – Bruges til at se på knogler og organer
- Hudskrab eller biopsi – Er relevante ved mistanke om hudsygdom eller knuder
Når dyrlægen har stillet en diagnose – Hvad så?
Medicinske sygdomme kan vi som regel behandle med medicin, det vil sige helt uden kirurgi. Hvis du kommer med dit kæledyr tidligt på dagen, giver det os de bedste forudsætninger for at tage prøver og igangsætte behandlingen hurtigere.
Når vi har en diagnose, tilrettelægger vi en individuel behandlingsplan, og vi følger løbende op med kontroller for at sikre, at dit kæledyr reagerer godt på behandlingen.
Har du mistanke om sygdom hos dit kæledyr, eller at noget ikke er som det plejer, så kontakt os hellere én gang for meget end for lidt. Vi står klar til at hjælpe – både med vejledning, undersøgelse og behandling, så dit kæledyr får de bedste muligheder for et godt helbred.
>> Book tid til undersøgelse af dit kæledyr her