Transparent
Book tid
Book tid

Kastration & Sterilisation

Kastration og sterilisation af hunde, katte og gnavere

Når vi anbefaler kastration og sterilisation af hunde, katte og kaniner er det, generelt set, for at forbedre dyrets livskvalitet og for at fremme dyrets sundhed.
Du kan være sikker på, at vi altid, sammen med dig, foretager en individuel vurdering af din hund, inden vi anbefaler, at hunden bliver neutraliseret.

Katte vil vi altid, medmindre du ønsker at avle, anbefale bliver kastreret eller steriliseret.

Har du tegnet en Favna Plan sundhedspakke kat, hund eller kanin, får du rabat på neutralisationer.

Se vores priser her.

Hvorfor skal man kastrere og sterilisere sin kat?

Katte kan få rigtig mange killinger på kort tid. De sidste mange år har antallet af nye killinger oversteget antallet af nye katteejere, hvilket resulterer i mange uønskede killinger. Uønskede killinger ender, hvis de er heldige, på et dyreinternat. Desværre ved vi også at mange af de uønskede killinger, ofte ender med at blive aflivet.

Kastrerede og steriliserede katte har ofte en bedre livskvalitet. Hunkatte der ikke er steriliserede kan blive frustreret over ikke at blive parret.
Neutraliserede katte er ofte roligere og mere kælne, ligesom deres lyst til at strejfe falder.

Fem gode grunde til at neutralisere din kat:

  • Færre hjemløse uønskede killinger
  • Mindre risiko for testikelkræft
  • Mindre risiko for sår og bid (og derved bylder og sygdomme) som de får i slagsmål med andre katte
  • Mindre risiko for overførsel af smitsomme sygdomme som for eksempel katteaids (FIV) og katteleukæmi (FeLV)
  • Mindre jamren, strejfen og urinmarkering og strint

Hvornår kan man sterilisere eller kastrere en kat?

En killing kan typisk neutraliseres (kastreres eller steriliseres) når den er 4-8 måneder gammel. Ved at neutralisere killinger inden de er kønsmodne, reduceres den stress, der kan være forbundet med det at være blevet en kønsmoden kat.

Læs om bedøvelse og narkose af kæledyr her.

P-piller til kat

Generelt fraråder vi brugen af p-piller til kat. P-piller til katte øger risikoen for blandt andet cyster på æggestokkene, tumorer i mælkekirtlerne og livmoderbetændelse. En sterilisation er en langt bedre løsning, der sikrer kattens helbred og trivsel.

Kastration hund – kirurgisk eller medicinsk kastration?

Hvornår du skal kastrere din hanhund varierer af både hundens sind, hundens race, størrelse, ledudvikling og andre individuelle faktorer. Generelt kan hunde kastreres fra 6-9 måneders alderen. De mindre hunderacer når deres fysiske og seksuelle modenhed lidt tidligere end de større hunderacer.

Hundens adfærd har stor betydning for, hvorvidt vi anbefaler kastration af hunde eller ej.
Det kan være en fordel at give hunden en medicinsk kastration, inden du beslutter dig for, at lade din hund kirurgisk kastrere.
En medicinsk kastration kan ikke give et 100% nøjagtigt billede af, hvordan din hanhund vil blive påvirket af en kastration. Men det er en god indikator, da hunden formodentlig vil få nogenlunde samme aktivitetsniveau, adfærd, struktur i pelsen og risiko for vægtøgning som ved en kirurgisk kastration.

Hvor længe virker medicinsk kastration hund?

Ved en medicinsk kastration hos hunde, bliver der lagt et lille, nedbrydeligt implantat i nakken, som virker 6-12 måneder. Indgrebet ligner det du måske kender fra da hunden blev chipmærket. Ved et 6-måneders implantat går der cirka 6 uger, før din hund er “kastreret”, og ved 12-måneders implantatet går der cirka12 uger.

Du kan altid vælge at forlænge en medicinsk kastration.

OBS!
En kastration er ikke en garanti for, at du får en mere rolig eller mindre dominerende hund.

Giver kastration nogle bivirkninger hos hunden?

Når du kastrerer din hund, kan det have nogle af nedenstående konsekvenser:

  • Hvis din hund er nervøs inden kastration, kan den blive angst aggressiv
  • Hvis din hund er meget ung, når den kastreres, kan den blive højere end normalt
  • Hvis hunden er langhåret, kan pelsen blive kedelig, mat og kraftigere end normalt
  • Din hund vil have en tilbøjelighed til at blive overvægtig, og det kan kræve en kostændring

Hvornår er det bedst at sterilisere en hund?

Det optimale tidspunkt at få din hunhund (tæve) steriliseret på, er mellem første og anden løbetid.
Steriliserer du din tævehund før den har været i sin 1. løbetid, øges risikoen for urininkontinens. Hvis du steriliserer din hund senere, har hunden fået en del hormonpåvirkning, som øger risikoen for kræft i mælkekirtlerne.

Vælger du at sterilisere din hund, undgår du at hunden får livmoderbetændelse. En sterilisation kan også nedsætte risikoen for udvikling af mammatumorer (kræft i mælkekirtlerne) og nedsætte falsk drægtighed hos hundene.

Vi har samlet nogle gode råd om bedøvelse og narkose, som du kan læse her.

Hvad er laparoskopisk sterilisation af hund?

Laparoskopisk sterilisation er en sterilisation foretaget med kikkert.

Ved kikkertsterilisationer laver dyrlægen ganske små snit ind til bughulen, hvorfra der føres en slank kikkert med et specielt lys, og arbejdstænger ind. Dyrlægen kan se organerne på en skærm, og kan ved hjælp af de tænger foretage sterilisationen.

Kikkert-sterilisationer bliver udført på vores dyrehospital i Middelfart, som ligger lige på den anden side af Lillebæltsbroen cirka 10 minutter fra Erritsø Dyreklinik.

Sterilisation og kastration af kanin og gnavere

Kaniner er kendte for, at de kan øge kaninflokken lynhurtigt. Faktisk kan kaniner blive drægtige (gravid) igen allerede samme dag, som kaninungerne fødes.
Sagt ganske kort og med andre ord; kaniner har et højt hormonniveau.

Det høje hormonniveau betyder desværre også, at hvis kaniner ikke enten bliver parret, kastreret eller steriliseret, så vil de blive konstant påvirket negativt af deres hormonproduktion, og de vil typisk begynde at udvise aggressiv adfærd.

Ved at kastrere eller sterilisere dine kaniner, så vil deres stressniveau og hormonniveau dale, og de vil ofte få et mere velafbalanceret sind. Sterilisation og kastration af kaniner og gnavere mindsker også risikoen for kræft i æggestokke og livmoder.

Hvornår skal en kanin steriliseres eller kastreres?

Hunkaniner kan steriliseres, når den er blevet kønsmoden, det er typisk fra 4-6 måneders alderen.
Hankaninen kan kastreres, når stenene er faldet ned i pungen. Det er de typisk når kaninen er 3-5 måneder gammel.

Jeg har kun én kanin, skal jeg stadig kastrere eller sterilisere min kanin?

Ja, vi anbefaler altid, at du får din kanin neutraliseret. Også selvom den lever alene.

Skal din kanin i narkose, har vi samlet nogle gode råd til dig her.

Du finder os her

FAVNA Erritsø Dyreklinik

Erritsø Bygade 115

7000 Fredericia

Find vej

Åbningstid

Mandag - fredag: 8.00 - 17.00

Få nyt fra FAVNA

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få kort nyt fra klinikkens, guides, gode råd til dit kæledyr, vigtige informationer, invitationer og aktuelle tilbud. Vi skriver til dig ca. hver anden måned, og du kan når som helst framelde dig nyhedsbrevet igen. Udfyld formularen herunder og tilmeld dig nyt fra FAVNA.