Øre- og hudproblemer hos hund og kat
Øre- og hudproblemer hos dyr er én af de hyppigste årsager til, at kæledyr kommer til dyrlægen. Ofte er det først, når hunden eller katten begynder at klø og slikke sig overdrevet meget, at det går op for ejeren, at deres kæledyr har et hudproblem. Hunde, og især katte, er nemlig gode til at skjule deres sygdomme.
Når din hund eller kat klør sig meget, kan den få pelstab og rifter i huden, som kan føre til infektioner med svamp og bakterier.
Derfor er det vigtigt, at du reagerer, hvis du oplever, at din hund eller kat klør sig mere end normalt.
Hvorfor klør min hund eller kat sig hele tiden?
Kløe hos kæledyr kan have flere årsager som for eksempel:
- allergi (læs mere allergi hos hund og kat nedenfor)
- parasitter som lopper, hårsæk, pels- eller øremider
- hudinfektioner
- infektioner i ører som skyldes svamp og bakterier
Kan en hund og kat få allergi?
Ja, både hunde og katte kan udvikle allergier. De typer af allergier hos hund og kat vi ser flest af, er pollenallergi, husstøvmideallergi, loppeallergi og fødevareallergi.
Hvilke parasitter giver hudproblemer hos dyr?
Parasitter som for eksempel lopper, skab, hårsækmider, pelsmider og lus kan give en voldsom kløe hos hunde og katte. Mange af parasitterne lever nede i dyrets hud og graver gange i huden, som resulterer i kløe hos din hund eller kat.
Pelsmider kan leve på katte, kaniner, hunde og mennesker. Pelsmiderne suger ikke blod som lopperne gør, men lever af dyrets døde hudceller og skæl.
Hvordan kan jeg se, om mit kæledyr har lopper?
Nogle gange kan du se lopperne med det blotte øje. Og ellers kan du, hvis dit kæledyr klør sig meget eller napper sig i huden, og du samtidig ser små sorte pletter (som stammer fra afføring fra lopperne) på huden eller i pelsen, konkludere at dit kæledyr har lopper.
Det er kun cirka 5% af lopperne som lever på hunden eller katten. Resten lever i dyrets omgivelser. Har du først fået lopper indenfor dørene, tager det lang tid at komme af med dem igen. Vi anbefaler, at du behandler din hund og kat mod lopper året rundt.
Hvordan kan jeg se om min hund har betændelse i ørerne?
Symptomer på infektion i øret, også kaldet otitis externa, hos hund og kat er ofte:
- kløe og irritation i øret
- mørkt voksagtigt udflåd fra øret
- dårligt luft fra dyrets øre
- rødme og hævelse i øregangen
- skæv hovedholdning
- hvis hunden eller katten ryster på hovedet eller har pelstab ved øret
Årsager til kløe i kattens og hundens ører kan blandt andet skyldes svampeinfektioner, bakterielle infektioner og øremider. Infektionerne skal behandles på forskellige måder. Det er derfor vigtigt, at du booker en tid hos dyrlægen, hvis du har mistanke om, at din hund eller kat har problemer med sine ører.