Transparent
Book tid
Book tid

Operationer

Operationer af hunde, katte, kaniner og andre kæledyr kan enten være planlagte operationer som en kastration af kat eller en akut opstået situation, der kræver en hasteoperation som for eksempel et kejsersnit eller behandling af sårskader.

Operationer på dyr udføres altid, når dyrene er i fuld narkose (bedøvelse). Og i størstedelen af tilfældene vil dit kæledyr være klar til at komme hjem samme dag, som operationen finder sted.

Eksempler på operationer vi tilbyder:

  • Kastration og sterilisation af kæledyr som hund, kat og kanin
  • Kirurgisk fjernelse af tænder
  • Fjernelse af tumorer og knuder
  • Kejsersnit hund og kat
  • Diverse brok operationer (fx navlebrok og perianaltbrok)
  • Øjenkirurgi
  • Sårskader
  • Fjernelse af fremmedlegemer
  • Fjernelse af urinsten i blære
  • Fjernelse af analkirtler på hund
  • Knoglebrud
  • Korsbånds skader (TTA-operation)
  • Løse knæskaller (Patella operationer)

Forberedelse til en operation på dyreklinikken

Vi forstår, at det kan være en bekymrende oplevelse, når dit kæledyr skal opereres og i bedøvelse. Derfor gør vi vores bedste for at informere, og støtte dig, gennem hele processen.

Før operationen vil dyrlægen foretage en grundig undersøgelse og eventuelt anbefale diagnostiske tests som blodprøver, røntgen eller ultralyd. Formålet er at vurdere dit kæledyrs generelle helbredstilstand og minimere risikoen for komplikationer under operationen.

Bedøvelsen (narkosen) bliver tilpasset dit dyr

Vi vil ofte anbefale en blodprøve inden narkosen. En blodprøve kan fortælle dyrlægen, om der er særlige hensyn, der skal tages i forbindelse med narkosen. For eksempel kan dyr med nyre- eller leverproblemer have brug for en anden anæstesiprocedure end et raskt dyr. Hvis blodprøven viser, at dyret har underliggende lidelser som lever- eller nyresygdomme, kan det være nødvendigt at udsætte operationen, indtil den underliggende lidelse er behandlet.

Hver narkose bliver tilpasset, så det passer til dit dyr.

Under operationen

Alle indlagte dyr bliver indlogeret i et komfortabelt bur med et blødt tæppe. Før operationen bliver dit kæledyr klargjort i vores forberedelsesområde, hvor dyret får ilt og bliver monitoreret (overvåget) nøje. Operationsområdet klippes og desinficeres, før dyret flyttes til operationsstuen. Under selve indgrebet er en veterinærsygeplejerske altid til stede for at overvåge dyret og sikre dets velbefindende.

Efter operationen af dit kæledyr

Efter operationen ligger dit kæledyr til overvågning. Når hunden eller katten er ordentlig vågen, vil dyret blive tilbudt lidt at spise. Hvis afhentning først sker senere på dagen, lufter vi hundene og sørger for, at kattene har adgang til en kattebakke. Kaniner har deres medbragte madpakke til rådighed straks de er vågen.

Pleje og opfølgning efter operation

Efter operationen er det vigtigt med korrekt postoperativ pleje. Dyret vil ofte have brug for at hvile og undgå fysisk aktivitet i en periode. Katte skal som minimum blive inde resten af dagen. Dyrlægen eller veterinærsygeplejersken vil give specifikke instruktioner om, hvordan du plejer dyret, herunder hvordan du skal give medicin, og hvordan du holder øje med tegn på eventuelle komplikationer. Vi anbefaler næsten altid en opfølgende kontrol for at sikre, at dit kæledyr har det godt og at sårene heler som de skal.

I nogle tilfælde kan genoptræning og laserterapi til dyrene være nødvendig.