Transparent
Book tid
Book tid

Medicinske sygdomme hos kæledyr

Medicinske sygdomme hos kæledyr omfatter en bred vifte af tilstande, der ofte kan behandles medicinsk fremfor med kirurgiske indgreb. Medicinske sygdomme hos hunde og katte kan være lidelser som for eksempel hjerte- og lungesygdomme, mave-/tarmsygdomme, kræft og stofskiftesygdomme.

Hvilke symptomer kan tyde på sygdom hos hund eller kat?

Symptomer på sygdom hos hunde og katte kan blandt andet være nedsat appetit, vægttab, opkast, diarré, hoste, vejrtrækningsbesvær eller ændret adfærd. Hvis dit kæledyr virker sygt, bør det undersøges af en dyrlæge.

Dit kæledyr spiser mindre eller taber sig

Hvis dit kæledyr pludselig spiser mindre, den kun spiser bløde ting eller hvis dit kæledyr taber sig i vægt, kan det være et symptom på en underliggende medicinsk sygdom.

Dit kæledyr tisser eller har afføring anderledes end normalt

Hvis din hund eller kat tisser oftere, hvis katten tisser udenfor kattebakken, hvis dyret ikke kan holde sig, dyret får forstoppelse eller diarré kan det indikere problemer i urinvejene eller fordøjelsessystemet hos dit kæledyr.

Dit kæledyr hoster eller har problemer med at trække vejret

Hoste, åndenød eller hurtig vejrtrækning kan være symptomer på hjerte- eller lungesygdomme hos hunde, katte og kaniner.

Dit kæledyr kaster op eller har diarré

Kaster din hund eller kat op, og/eller har dyret diarré, kan det være tegn på en mave-/tarmsygdom eller en anden medicinsk lidelse.

Dit kæledyr opfører sig ikke som det plejer

Opfører dit kæledyr sig anderledes end det plejer (adfærdsændringer), virker dyret nedstemt, er dyret irriteret eller pludselig aggressiv kan det være også være indikationer på at dit kæledyr er sygt.

Dit kæledyrs pels er forandret

Oplever du forandringer i dyrets pels – det kan være pelsen er blevet mat, pelsen er fedtet eller dyret virker usoigneret eller fælder meget, skal du også være opmærksom på, at det kan være et tegn på sygdom hos dit kæledyr.

Hvordan finder dyrlægen ud af, hvad mit dyr fejler?

Dyrlægen stiller først spørgsmål om dit kæledyrs symptomer og foretager derefter en klinisk undersøgelse. Afhængigt af fundene kan det være nødvendigt med blodprøver, urinprøver, røntgen, ultralyd eller andre undersøgelser for at stille en præcis diagnose.

Hvorfor tager dyrlægen blodprøver og urinprøver?

Blod- og urinprøver giver dyrlægen vigtige oplysninger om dit kæledyrs generelle helbredstilstand, og kan afsløre, hvis et eller flere organer ikke fungerer normalt.

Hvorfor skal dyrlægen have en afføringsprøve fra min hund eller kat?

For at opdage parasitter, infektioner i mave/tarmkanalen eller fordøjelsesproblemer kan en afføringsprøve være en vigtig laboratorietest, vi ønsker at foretage.

Hvorfor foreslår dyrlægen en ultralydsscanning af mit kæledyr?

I forbindelse med medicinske sygdomme bliver ultralydsscanning anvendt, når dyrlægen skal undersøge dyrets indre organer. Ved ultralydsscanning kan dyrlægen identificere eventuelle problemer som tumorer, væskeansamlinger eller forandringer i organerne.

Hvornår er røntgen hos dyrlægen en god idé?

Røntgenbilleder kan hjælpe med at opdage problemer i knogler, led, bryst- og maveregionen hos dyrene.

Hvorfor skal mit kæledyr have en CT-scanning?

En CT-scanning giver detaljerede tværsnitsbilleder, som kan sammensættes til detaljerede 3D-billeder af kroppens organer, knogler og væv. Undersøgelsen kan afsløre forandringer, som ikke altid kan ses ved almindelig røntgen eller ultralyd.

Hvorfor foreslår dyrlægen at mit kæledyr skal have hudskrab eller biopsi?

Hvis der er mistanke om hudsygdomme eller tumorer, vil dyrlægen anbefale, at der foretages et hudskrab eller en biopsi.

Hvordan behandles medicinske sygdomme hos kæledyr?

Medicinske sygdomme kan oftest behandles med medicin alene. Det vil sige uden kirurgiske indgreb.
Hvis det er muligt, anbefaler vi, at du kommer med dit kæledyr tidligt på dagen. Dette giver os tid til at udføre de nødvendige undersøgelser og laboratorietests, så vi hurtigst muligt kan finde frem til hvad dit kæledyr fejler og påbegynde behandlingen.

Når du kommer til dyrlæge med dit syge kæledyr

Når du og dit kæledyr ankommer til dyrehospitalet, vil dyrlægen starte med at spørge ind til dit kæledyrs sygehistorie. Derefter vil dyrlægen foretage en klinisk undersøgelse af dit kæledyr. Alt efter de indledende fund dyrlægen gør, planlægger vi, efter aftale med dig, de nødvendige diagnostiske tests. Når vi har fastlagt diagnosen (fundet ud af, hvad dit kæledyr fejler), udarbejder vi en skræddersyet behandlingsplan, der er bedst egnet til dit kæledyrs specifikke behov.

Kontrol efter sygdom hos kæledyr

Regelmæssig opfølgning og kontrol efter sygdom er ofte nødvendig for, at vi kan følge dyrets respons på behandlingen og foretage en justering i behandlingen, hvis det er nødvendigt.

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Vores veterinærsygeplejersker og dyrlæger står klar til at hjælpe med at sikre dit kæledyrs helbred og trivsel.

>> Book tid her


Skrevet af veterinærsygeplejerske Tanya Dick
Fagligt gennemgået af Maiken Zebitz, dyrlæge, cand.med.vet