Hudproblemer
Hudproblemer hos hunde og katte
Hudproblemerne opdages ofte først af ejeren, når dyret begynder at klø og slikke sig overdrevet meget, eller når katten eller hunden ryster kraftigt på hovedet.
Uanset om dit kæledyr lider af tør hud, fedtet hud eller en irriteret hud, kan det medføre store og smertefulde gener for dyret. Du kender det sikkert godt fra dig selv, når huden bliver rød og begynder at tørre ud, så begynder huden også at klø. Når din hund eller kat klør sig meget, kan den få rifter i huden, hvilket kan udvikle sig til alvorlige hudsygdomme og pelstab.
Derfor skal du som ejer tage det seriøst, hvis du oplever at dit kæledyr begynder at klø sig mere end normalt.
Kløe kan skyldes mange årsager.
Nogle af de hyppigste årsager til kløe er:
- Parasitter (lopper, hårsækmider, skab, pelsmider, lus med mere)
- Infektioner
- Allergi
- Betændelse og svamp i ørerne
Parasitter
Når du og dit kæledyr kommer til os på dyreklinikken med kløe, undersøger vi først dyret for parasitter såsom lopper, pelsmider, skab og hårsækmider.
Lopper kan give en kraftig kløe hos hunde og katte. Det er loppernes spyt, som de spytter ind når de suger blod, som forårsager kløen. Hvis dit kæledyr tilmed er allergisk overfor spyttet, vil det give en overdreven reaktion, hvilket vil resultere i overdreven kløe.
Pelsmider kan leve på både hunde, katte, kaniner og mennesker. Miderne suger ikke blod ligesom lopperne, men lever af døde hudceller og skæl. Rovmiderne, eller pelsmiderne, bliver typisk kun opdaget af ejeren fordi dyret klør sig, og der opstår store mængder af hvide skæl i bunden af pelsen.
Skabsmider og hårsækmider gemmer sig under huden på hunde og katte. Det er sjældent, vi ser kaniner med skab eller hårsækmider.
Infektioner
Dit kæledyr får oftest sår og betændelse af kløe og ikke omvendt. Derfor behandler vi ofte infektioner i huden sammen med en behandling for kløe.
Infektion med ringorm-svamp give både udslæt og kløe, også her får dit kæledyr en målrettet behandling.
Allergi
Allergi kan give hudbetændelse og øreproblemer, der kan vise sig på mange forskellige måder. Det kan for eksempel vise sig som sorte eller røde udslæt, røde poter eller svamp i ørene.
Betændelse og svamp i ørerne
Raske hunde og katte har både svampe og bakterier i ørerne. Det er helt normalt. Når vi undersøger for betændelse i ørerne, udelukker vi først, at det skyldes om øremider. Vi behandler naturligvis infektionen i samarbejde med ejeren.